Vælg en side

Lena Ravn Davidsen er lærer i Ilulissat. Hun sidder i kommunalbestyrelsen og er engagereret i frivilligt arbejde både lokalt og på landsplan. Hendes ønske om at hjælpe andre bunder i, at hendes storebror hængte sig, da hun var 14 år.  Hun hjalp sin far med at skære rebet over. Både hendes forældre, hendes søster og hun selv var i sorg, men på hver sin måde, og de formåede ikke at tale om det eller række ud til hinanden.

Lenas mor druknede sorgen i alkohol, men kom efter fire år i behandling – og først der fik de hjælp til at bearbejde selvmordet – behandlingen gjorde, at Lena for første gang siden dødsfaldet tillod sig selv at grine og komme i kontakt med sine følelser.

Hun vil gøre alt for, at andre ikke oplever det samme – og hvis det alligevel sker, at de får den nødvendige hjælp og støtte og mulighed for at snakke om sorg og selvmord og på den måde bryde tabuet om selvmord.

Lena siger, at tabuet blandt andet lever, fordi det ikke er naturligt for en grønlænder at tale om følelser. Familiens sorg ødelagde så meget i hende, at hun ikke var klar til at gå i gymnasiet og tage en uddannelse, før hun havde fået det bearbejdet.

Da begge forældre senere døde med kort tids mellemrum, ramte det igen hårdt, men hun sørgede for åbenhed, og for at give sine egne børn omsorg og mulighed for at snakke om det. Alligevel glemte hun sig selv og fik mavesår. Det var her, at Lenas læge tog fat i hende og talte om det.

I hendes håndboldklub var der pludselig en stime af selvmord, derfor fik hun oprettet sorggrupper styret af en psykoterapeut. Senere fandt hun ud af, at det havde forhindret flere selvmord.

Hun taler om, at selvmord ligefrem kan “smitte” – at det bliver en løsning. Det arbejder hun på at stoppe.

Er du ramt af sorg – eller er en af dine nærmeste – så læs mere om Aliasoqatit – Sammen om sorg: https://aliasoqatit.gl/

Har du mulighed for det, kan du deltage i Sorgcafé i Nuuk, du kan skrive til Brevkassen om sorg og  til Chatten om sorg

Følg Aliasoqatit på Facebook.

Er du i en livskrise, måske går du med tanker om selvmord, kan du også ringe til Tusaannga på (00299) 80 11 80. Eller du kan sms’e på 1899, hvis du hellere vil det. Tusaannga svarer hele døgnet alle ugens dage.