Vælg en side

Jorna Siegstad, 23 år og Aka-Bikki Frederiksen, 26 år. Begge er socialassistent-studerende ved Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat. De har lavet en podcastepisode om livet i gamle dage. De har talt med William Halsøe på plejehjemmet Unganartoq i Ilulissat. I denne episode kan du høre Williams fortælling om oplevelser i gamle dage, hvordan hans opvækst var, hvad han har lavet dengang, og hans oplevelse og vrede over at blive tvangsflyttet.

William Halsøe er født og opvokset i Nuussuaq, Nordgrønland. Som 13-årig fik han en oplevelse, som han aldrig vil glemme. Hans familie blev tvangsflyttet fra Nuussuaq, der ligger 150 km nord for Upernavik, og ned til Oqaatsut lidt nord for Ilulissat. Han var så fornærmet, at han besluttede, at han aldrig ville se Nuussuaq igen.

Hans opvækst var hos ældre, hvor han blev behandlet blidt og elsket af mange. Allerede som barn lærte William at give omsorg og være ydmyg overfor andre mennesker.

Da han var ung var han fisker for at forsørge hele familien, da han var eneste mand i søskendeflokken. Men han skiftede sit erhverv i 1966 til maler, og han arbejdede som maler indtil 2002. Det år viste det sig, at han havde hjernesvulst. Sygdommen blev behandlet med medicin, og i dag bor han på plejehjemmet.